Bilateral stimulation
Hvad er bilateral stimulation?
Bilateral stimulation er en metode som udspringer af EMDR. Det er en evidensbaseret tilgang som har vist sig særligt virkningsfuld til at frigøre fastlåste reaktioner efter traumer og er derfor anbefalet af WHO.
Traumer overvælder vores opmærksomhed, og derfor bliver hændelsen ikke gemt som en normal oplevelse. Traumer bliver i stedet fragmenteret og flyder rundt i hele kroppen, og derfor vil du i lang tid efter et traume mærke den samme angst, fortvivlelse, skam og frygt som dengang fandt sted.
Bilateral stimulation hjælper dig med at få integreret og derved afsluttet hændelsen korrekt i hukommelsen. Når en traumatisk oplevelse bearbejdes med BLS, kan de fysiske erindringer og følelser kobles til et komplet narrativ, og man får en oplevelse af, at den ubehagelige hændelse er overstået og ligger i fortiden. Man holder op med at genopleve ubehaget som hørte til hændelsen.
Under en session med bilateral stimulation, aktiveres højre- og venstre hjernehalvdel på en sammenlignelig måde, som når vi drømmer i REM-søvnen. Denne aktivering hjælper hjernen med at forbinde gammel information, som er gemt fra traumet, med nyere, hensigtsmæssig information.
Under et traume kan selvfølelsen være ”Jeg er i fare”. Gennem terapi med bilateral stimulation kan selvfølelsen blive til ”Jeg er i sikkerhed nu”.